En grøn campus for mellemtrinnet og udskolingen
På Damhusengens Skole er mellemtrinnet og udskolingen en del af en moderne campus, hvor læring, fællesskab og bevægelse går hånd i hånd. Skolen er bygget op omkring flere sammenhængende bygninger, som samles omkring et stort centralt gårdrum. Her mødes eleverne på tværs af årgange i hverdagen, og området fungerer som skolens naturlige samlingspunkt.
De grønne omgivelser er en vigtig del af skolens identitet. Med store udearealer, mange opholdszoner og mere end 250 nye træer har eleverne adgang til inspirerende læringsmiljøer både inde og ude. Naturen bliver aktivt inddraget i skoledagen og bidrager til trivsel, bevægelse og et bæredygtigt perspektiv på læring.
Mellemtrinnet - et trygt og inspirerende springbræt
På mellemtrinnet begynder børnene for alvor at mærke, at de bliver ældre og kan mere end før. De har stadig masser af energi og glæde ved at gå i skole, men nu venter der også nye spændende udfordringer og oplevelser.
Eleverne får nye fag som sprog samt håndværk og design, hvor de både skal bruge hovedet og hænderne på nye måder. Der bliver lagt vægt på at udforske flere forskellige fagområder, og undervisningen tilpasses så eleverne kan udvikle deres selvstændighed og ansvarsfølelse.
Mellemtrinnet byder på særlige traditioner og fællesskab, bl.a. vores store mellemtrinsfest, hvor der er plads til både sjov og nye venskaber. Eleverne deltager også i et spændende basketforløb, der styrker sammenholdet og giver masser af bevægelse.
På Damhusengens Skole sørger vi for, at mellemtrinnet bliver et trygt og inspirerende springbræt, hvor eleverne får mulighed for at vokse – både fagligt, socialt og personligt.





