I forbindelse med by-ugen 2026 blev "Sangen om Damby" skrevet af en gruppe engagerede elever og musiklærer Anders. By-ugen er på vej til at blive en traditionsrig temauge på Damhusengens Skole, hvor alle skolens børn bliver blandet på tværs af klasser og årgange og arbejder sammen i forskellige kreative værksteder.
Torsdag eftermiddag inviteres forældre og familier til åbent hus, hvor de får mulighed for at opleve vores helt egen by – Damby – indefra. Her summer det af liv, læring og godt humør, når over 2000 mennesker mødes på skolen og fejrer fællesskabets styrke.
By-ugen og "Sangen om Damby" er et levende bevis på, hvordan kreativitet, samarbejde og engagement kan bringe os tættere sammen – både børn, voksne og hele lokalsamfundet.